Det er med glæde, at SIRIUS Advokater kan meddele, at advokat hos SIRIUS Advokater, Janus Schädler Honoré, er udpeget som sagkyndigt medlem af det grønlandske Klagenævn for Udbud af Offentlige Indkøb for en fire-årig periode.
Det grønlandske Klagenævn for Udbud af Offentlige Indkøb behandler klager vedrørende overtrædelse af udbudsreglerne i forbindelse med myndighedernes indkøb af både varer og tjenesteydelser samt indhentelse af tilbud på bygge- og anlægsopgaver.
Janus har gennem en længere årrække arbejdet med de danske udbudsregler, og herigennem opnået et undgående kendskab til de grundlæggende udbudsretlige principper. Herudover har Janus i løbet af de seneste mere end seks år, også beskæftiget sig med de grønlandske udbudsregler, og blandt andet undervist både entreprenører, rådgivere og udbydere i reglerne.
”Hos SIRIUS advokater sætter vi en ære i at deltage i såvel kollegialt som ”branche-arbejde” som denne slags, og med SIRIUS’ mangeårige erfaring med grønlandske retsforhold, så er det så oplagt, at Janus nu også kommer til at varetage arbejde i det grønlandske klagenævn” udtaler bestyrelsesformand Pernille Backhausen.
Janus glæder sig til at påtage sig hvervet, og derigennem være med til at forme den praksis for udbud af offentlige opgaver i Grønland, der bidrager til en styrkelse af konkurrencen til fordel for både de offentlige udbydere samt de private virksomheder, der handler med det offentlige.
Udover Janus er også advokat og partner Kurt Helles Bardeleben sagkyndigt medlem af det danske klagenævn for udbud, ligesom SIRIUS advokater i øvrigt lige har styrket sin udbudsretlige profil efter advokat og partner Thomas Grønkjær er indtrådt i partnerkredsen og i afdelingen for offentlig ret og udbud.