Retsplejelovens regler giver i visse tilfælde kommuner og andre mulighed for at nedlægge det, som betegnes som et midlertidigt forbud, når planlovens regler ikke overholdes af virksomheder eller borgere. Et midlertidigt forbud er en hurtig vej til effektiv håndhævelse af planlovens regler, som bliver efterfulgt af en mere traditionel retssag i form af en justifikationssag.
Kommunens håndhævelsespligt
Det fremgår af planlovens § 51, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal påse, at planlovens §§ 35-38 overholdes. Ligeledes gælder, at kommunalbestyrelsen skal påse overholdelsen af de regler, der er fastsat for administrationen af landzonebestemmelserne i landsplandirektiver (planlovens § 3).
Kommunalbestyrelsen skal endvidere påse, at påbud og forbud efter landzonebestemmelserne efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes, jf. planlovens § 51, stk. 2.
Samtidig har kommunalbestyrelsen pligt til at foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet er af underordnet betydning, jf. § 51, stk. 3.
Den praktiske gennemførelse af håndhævelse efter planloven
Hvordan sikrer kommunen sig bedst, at et ulovligt forhold efter planloven lovliggøres?
Den normale fremgangsmåde efter planloven er, at kommunen iværksætter gennemførelsen af følgende trin:
- Kommunen udsteder et lovliggørelsespåbud til ejeren eller brugeren af den ejendom, hvorpå den ulovlige aktivitet sker,
- Adressaten for påbuddet klager over afgørelsen til Planklagenævnet
- Planklagenævnet opretholder afgørelsen
- Kommunen indgiver en politianmeldelse mod adressaten for påbuddet med anmodning af bødestraf og pålæggelse af tvangsbøder, indtil det ulovlige forhold er lovliggjort
- Byretten afgør straffesagen
- Adressaten for påbuddet anker byrettens dom til landsretten
- Landsretten afgør straffesagen i anden instans
Med kendskab til sagsbehandlingstiden i såvel Planklagenævnet, hos politiet og hos domstolene er det oplagt, at en lovliggørelsessag efter denne procedure tager meget lang tid. Vi taler her om 3-5 år.
Dette er i sig selv et problem for såvel håndhævelsens effektivitet som for retsfølelsen hos de borgere, som loyalt efterlever reglerne.
Nedlæggelse af midlertidigt forbud eller påbud
Efter retsplejelovens kapitel 20 er det – også for kommuner og tilsynsmyndigheder i øvrigt – muligt at få nedlagt et midlertidigt forbud eller påbud, såfremt myndigheden godtgør eller sandsynliggør,
- at myndigheden har den ret, der søges beskyttet ved forbuddet eller påbuddet,
- at modpartens adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud eller påbud, og
- at myndighedens mulighed for at opnå sin ret vil forspildes, hvis parten henvises til at afvente tvistens retlige afgørelse.
Forbud eller påbud kan ikke meddeles, når det skønnes, at lovens almindelige regler om straf og erstatning og eventuelt en af modparten tilbudt sikkerhed yder parten tilstrækkeligt værn.
Retten kan nægte at meddele forbud eller påbud, hvis det vil påføre modparten skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til myndighedens interesse i meddelelse af forbuddet eller påbuddet.
Den, der forsætligt overtræder et forbud eller påbud, kan idømmes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder og i den forbindelse dømmes til at betale erstatning. En eventuel straffesag skal anlægges af myndigheden, der har opnået forbuddet eller påbuddet.
Hvis berigtigelsessagen om den rettighed, der påstås krænket, ikke allerede er anlagt ved en dansk eller udenlandsk domstol eller indledt ved en voldgiftsret, skal myndigheden inden 2 uger efter at afgørelsen om at meddele forbud eller påbud er endelig, anlægge eller indlede en sådan retssag.
Nedlæggelse af et midlertidigt forbud eller påbud går hurtigt – typisk 1-2 måneder fra indgivelsen af en anmodning til retten om nedlæggelse af midlertidigt forbud eller påbud. Forbuddet eller påbuddet er gældende, indtil de ophæves eller stadfæstes af retten.
Ny dom om anvendelse af midlertidigt forbud i en plansag
I dom af 3. marts 2022 stadfæstede Retten i Roskilde et midlertidigt forbud mod åbningen af et eventyrland, der var etableret, efter at ansøger havde fået skriftligt afslag på landzonetilladelse til etableringen af eventyrlandet.
Ejeren af eventyrlandet havde ikke påklaget kommunens afslag på landzonetilladelse til Planklagenævnet.
Han havde offentligt udtalt, at han var af den opfattelse, at han ikke havde behov for at få en landzonetilladelse til etableringen af eventyrlandet, og at han derfor – på trods af afslaget på landzonetilladelse – ville åbne eventyrlandet.
Kommunen var af den opfattelse, at reglerne om landzonetilladelse var til hinder for, at eventyrlandet overhovedet kunne åbne og indgav en anmodning til retten om at få nedlagt et midlertidig forbud mod åbning af eventyrlandet og et påbud om at fjerne de indretninger til eventyrlandet, der allerede var blevet etableret.
Retten i Roskilde nedlagde forbud mod åbningen af eventyrlandet som og påbød samtidig indehaveren af eventyrlandet om at fjerne de etablerede indretninger.
Østre Landsret stadfæstede forbuddet, men ophævede påbuddet med den begrundelse, at der ikke fandtes at være behov for at tage stilling til fjernelse af de etablerede indretninger under en sag om midlertidige foranstaltninger.
I den efterfølgende såkaldte ”justifikationssag” fik kommune medhold i, at
- eventyrlandet og ejeren ”skal anerkende ikke at have været berettiget til at foretage ændringer på ejendommen….. i form af anlæg og etablering af ankomstveje, parkeringspladser, cafeteria, toiletter, minigolfbane, megalabyrint, sansehave og junglesti som led i etableringen af en udendørs legepark med henblik af åbningen heraf for offentligheden”, og
- det påbydes eventyrlandet og ejeren ”inden den 3. juni 2022 at nedtage etablerede foranstaltninger på ejendommen beliggende på….. i form af ankomstveje, parkeringspladser, cafeteria, toiletter, minigolfbane, megalabyrint, sansehave og junglesti, som er opført som led i etableringen af den udendørs legeplads.”
Sagen viser, at nedlæggelse af midlertidigt forbud er et yderst effektivt håndhævelsesmiddel for kommuner i de situationer, hvor det er åbenbart, at der foreligger en overtrædelse af planlovens regler, og hvor det hurtigt er klart, at den berørte part ikke vil efterleve lovens regler. Med et midlertidigt forbud sikrer den håndhævende myndighed:
- Den ulovlige aktivitet standses nærmest omgående
- Det er strafbelagt at overtræde forbuddet
- Adressaten for forbuddet mister interessen i at trække tiden i langdrag, fordi forbuddet er i kraft og at
- Myndigheden skal ikke bruge ressourcer på at sagsbehandle et eventuelt forbud eller påbud eller på at bistå politiet med efterforskning og tiltalerejsning i en efterfølgende straffesag
Endelig sender myndigheden det signal, at man ikke accepterer en overtrædelse af planlovens regler, og at en overtrædelse kan retfærdiggøres med betaling af en beskeden bøde.
Af partner og advokat Søren Stenderup Jensen.
