Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har aftalt at gennemføre en række ændringer af planloven og anden relevant lovgivning.
KLIMA, BYUDVIKLING OG BEDRE MOBILDÆKNING
Aftalen indeholder følgende hovedemner, hvor den store fællesnævner er bedre muligheder for at tænke miljøhensyn ind i byplanlægningen
- Klima, grøn omstilling og natur.
- Byudvikling m.v.
- Nye udviklingsmuligheder ved kysterne og for turisme.
- Mobildækning i hele landet.
- Forenkling, administrative lettelser og digitalisering.
- Ændring af regler i øvrigt og
- Køge Bugt Strandpark – modernisering og klimasikring.
KLIMA, GRØN OMSTLLING OG NATUR
Kommunerne skal have bedre muligheder for gennemføre en planlægning, der kan mindske udledningen af klimagasser, øge modstandsdygtigheden overfor klimaforandringer samt styrke natur og bæredygtighed.
Planlovens formålsbestemmelser udvides til at omfatte klima på linje med miljø, natur samt vækst og udvikling.
Afværgeforanstaltninger har fået en stor plads i den politiske aftale. Aftalen indeholder både en styrket mulighed for krav til afværgeforanstaltninger, hvorefter kommunerne kan stille krav om etablering af afværgeforanstaltninger uden for lokalplanområdet som betingelse for ibrugtagning, ligesom planlovens eksisterende regler om udbygningsaftaler suppleres med, at grundejere kan indgå frivillige aftaler med kommunen om, at grundejer betaler for etablering af afværgeforanstaltninger, der ligger uden for lokalplanområdet. Disse udbygningsaftaler vil give mulighed for, at der kan bygges i områder, som ellers ikke kan bebygges grundet risiko for oversvømmelse, erosion m.v.
Planlægning i det åbne land har også fået fokus i den politiske aftale. Der udarbejdes en bekendtgørelse og vejledning for opstilling af store solcelleanlæg i det åbne land. Der nedsættes desuden et tværministiet udvalg, der skal samle erfaringer og afdække muligheder for en helhedsorienteret anvendelse af arealer, herunder nye vilkår for landbruget og muligheder for erhverv i landzoner. Som led i planlægningen i det åbne land, vil vilkårene for opsætning af mobilmaster også forbedres med bl.a. bedre mulighed for opsætning af mobilmaster i landzone m.v.
BYUDVIKLING
Kommunernes skal have bedre mulighed for at planlægge et mere varieret boligudbud og for at skabe attraktive og tidssvarende bymidte.
Det skal være muligt at anvende arealer under omdannelse midlertidigt til f.eks. studieboliger, boliger til socialt udsatte, midlertidigt byggeri til skoler og daginstitutioner mv. Tidsbegrænsningen for den midlertidige anvendelse skal fastsættes til højst ti år, men dog med mulighed for forlængelse.
Kommunerne skal også foretage en strategisk planlægning for bymidten og der skal ydes en yderligere indsats for at sikre kulturmiljøer.
ADMINISTRAIVE LETTELSER OG EFFEKTIVISERING AF KLAGESYSTEMET
Der er behov for at opdatere planloven og miljøbeskyttelsesloven for at sikre en hurtigere afklaring, så der parallelt med vedtagelse af lokalplan både tages stilling til og gives de nødvendige dispensationer efter anden lovgivning. Det skal således bl.a. være muligt, at en lokalplan kan indeholde og dermed erstatte en ellers nødvendig dispensation efter naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer.
For at sikre en hurtigere og mere smidig klageproces foretages en række ændringer i de processuelle regler for Planklagenævnets behandling af klager. Det skal også være muligt for fuldtidsansatte medarbejdere i Nævnenes Hus at få mulighed for at repræsentere Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnets i retssager, herunder møde i retten.
Aftalen indeholder mange ændringer til navnlig planloven som bliver spændende at følge i fremtiden. Det forventes at aftalen vil ses udmøntet i et forslag til ændring af planloven i folketingsåret 2022/23.
SIRIUS advokaters afdeling for offentlig virksomhed er højt specialiseret indenfor miljø- og planretlige spørgsmål og er klar til at bistå med spørgsmål eller tvister – både nu og efter implementeringen af den politiske aftale. Kontakt Advokat og Partner Søren Stenderup Jensen
Aftalen kan i sin helhed læses HER