Retten i Holbæk har den 19. september 2018 idømt indehaveren af et nedrivningsfirma en bøde på 100.000 kroner for forsætligt at have deltaget i en kartelaftale i form af tilbudskoordinering. Dommen er den første i et større sagskompleks i det såkaldte ”nedrivningskartel”.
I oktober 2015 gennemførte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en række uanmeldte kontrolbesøg hos forskellige nedrivningsentreprenører. Disse kontrolbesøg resulterede i, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i april 2016 anmeldte en række af disse nedrivningsentreprenører til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) for at have overtrådt konkurrenceloven ved at have koordineret deres tilbud. Den 13. april 2018 blev der på baggrund af SØIK’s efterforskning rejst tiltale mod 8 nedrivningsselskaber og en række ledende medarbejdere i selskaberne, herunder tiltalte i nærværende sag.
Sagskomplekset er særlig interessant, idet konkurrenceloven pr. 1. marts 2013 blev skærpes således, at der ved siden af muligheden for bødestraf til både virksomheden men også ledende medarbejdere, tillige for visse overtrædelser af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6, stk. 1, er mulighed for decideret fængselsstraf. Sagerne er således de første, hvor der er nedlagt påstand om fængselsstraf til flere af de tiltalte, ligesom det er første gang, hvor lovgivningen fra 2013 skal testes ved domstolene. Udfaldet har derfor været ventet med spænding.
Tiltalte i nærværende sag er tiltalt for, i forbindelse med indgivelse af tilbud, at have udvekslet oplysninger om priser og andre vilkår for den omhandlende underentreprise med en konkurrerende underentreprenør. Retten i Holbæk udtaler om dette:
”Den samordnede praksis, som tiltalte har gjort sig skyldig i, er utvivlsomt en kartelaftale som omhandlet i konkurrencelovens § 23, stk. 3, 2. pkt., nr. 4, og der er endvidere tale om en forsætlig overtrædelse af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.[…]”
I forhold til påstanden om fængselsstraf udtales det:
”Anklagemyndigheden havde krævet [personen] idømt fængselsstraf, idet det bl.a. var gjort gældende, at der var tale om en kartelaftale af grov beskaffenhed. Retten fandt dog efter en samlet vurdering, hvori bl.a. indgik, at der var tale om et enkeltstående tilfælde, hvor [personen] ikke havde opnået en økonomisk gevinst eller haft udsigt hertil, at forholdet ikke var af grov beskaffenhed. [Personen] blev derfor idømt en bøde.”
Ved udmåling af bødestraffen lagde retten vægt på, at samordning af praksis via tilbudskoordinering med henblik på at begrænse konkurrencen er ”[…] efter sin karakter en alvorlig overtrædelse af konkurrencelovens § 6, stk. 1.” Bøden blev herefter fastsat i overensstemmelse med konkurrencelovrådets anbefaling til 100.000 kroner.
SIRIUS advokaters kommentarer
”Låne priser”
Dommen slår for tredje gang fast, at en overtrædelse af konkurrenceloven ved at ”låne priser” af en konkurrerende virksomhed skal sanktioneres lige så hårdt som den egentlige udbudskoordinering, hvorved forstås en underholdsaftale mellem de tilbudsgivende virksomheder, der deltager i et udbud, om hvem der skal have opgaven og til hvilken pris.
Det kan umiddelbart synes at være en hård linje fra domstolene, men princippet er altså nu slået fast flere gange.Se hertil vores tidligere nyheder om det såkaldte ”byggekartel” her og her.
Self-cleaning
Foruden de direkte sanktioner i form af at modtage en bøde, eller i mere alvorlige tilfælde fængselsstraf, oplever konkurrencedømte virksomheder tillige problemer med at deltage i fremtidige udbud for offentlige ordregivere. Denne sanktionsmulighed har også fundet vej direkte til udbudsloven, der trådte i kraft 1. januar 2016. Den nye udbudslov hjemler således obligatoriske såvel som frivillige udelukkelsesgrunde, herunder deltagelse i kartelvirksomhed, hvorefter ordregiver kan udelukke en virksomhed fra at deltage i kommende udbud i op til 2 år efter, at overtrædelsen har fundet sted.
I tillæg til de direkte implikationer af en sag med konkurrencemyndigheder, har dømte virksomheder således herudover haft risiko for at blive udelukket for fremtidige offentlige bygge- og anlægsopgaver; såkaldt ”udbudskarantæne”.
For at virksomhed igen kan deltage i konkurrencen om offentlige kontrakter, skal virksomheden demonstrere, at virksomheden har foretaget fornødne tiltag og forholdsregler for at tilsikre, at en lignende konkurrenceretlig overtrædelse ikke vil gentage sig – virksomhederne skal med andre ord påvise, at der er truffet fornødne foranstaltninger til at sikre virksomhedens pålidelighed fremadrettet. Dette kan blandt andet ske ved undervisning/uddannelse af relevante medarbejdere i de konkurrenceretlige regler samt ved at indføre regler om god selskabsledelse og compliance-programmer for konkurrenceadfærd.
Hvis virksomheden kan fremlægge tilstrækkelig ”dokumentation af pålidelighed”, kan ordregiver ikke udelukke virksomheden fra udbudsprocessen, selvom virksomheden reelt er omfattet af en udelukkelsesgrund. Det er en konkret vurdering hos ordregiver, hvorvidt den fremlagte dokumentation er tilstrækkelig til at påvise virksomhedens pålidelighed.
SIRIUS advokater
De seneste sagskomplekser vedrørende ”byggekartellet” og det her omtalte ”nedrivningskartel” har vist, at manglende overholdelse af konkurrencereglerne kan medføre store bødesanktioner og skade på virksomhedens renommé – og i alvorlige tilfælde tillige fængselsstraf til virksomhedens ledelse efter de seneste ændringer af konkurrenceloven og udbudsloven.
SIRIUS advokater kan bistå din virksomhed med at dokumentere virksomhedens pålidelighed (self-cleaning) ved blandt andet at indføre skærpede interne regler for at forhindre lignende overtrædelser af konkurrenceloven samt ved at opdatere virksomhedens standarddokumenter og ved at undervise relevante medarbejdere i de konkurrenceretlige regler. SIRIUS advokater kan endvidere hjælpe din virksomhed i forhold til implementeringen af compliance-programmer, der skal tilsikre, at virksomheden på forkant overholder de gældende regler inden for konkurrenceområdet.
Såfremt du måtte have spørgsmål eller kommentarer til denne artikel eller området for konkurrence- og udbudsret i øvrigt, er du velkommen til at kontakte advokat Liv Helth Lauersen, advokat Marc Walther Hansen eller advokatfuldmægtig Niels Kristian Friis Juhl.
Opdatering den 3. oktober 2018: Det er oplyst, at begge parter har anket sagen til landsretten.