Voldgiftsnævnet Byggeri og Anlæg afsagde den 6. juli 2023 kendelse i en sag, hvor SIRIUS advokater repræsenterede en spansk underentreprenør i en sag, som primært handlede om, hvorvidt den spanske underentreprenør skulle betale en større konventionalbod. Påstanden fra hovedentreprenøren var, at underentreprenøren havde betalt for lav løn mv. og derfor havde handlet i strid med den arbejdsklausul, som indgik i parternes entrepriseaftale. Den spanske entreprenør var underentreprenør i forhold til hovedentreprenøren på et stort kommunalt byggeri, og hovedentreprenøren havde i aftalen med den kommunale bygherre en tilsvarende arbejdsklausul – hvor blot beløbene ved betaling af bod var forskellige. Den spanske entreprenør blev frifundet for betaling af den krævede konventionalbod.
Lidt om sagen
Den i sagen omhandlede arbejdsklausul svarer i vidt omfang til de sædvanlige arbejdsklausuler, som anvendes i forbindelse med offentligt byggeri, og det fremgik af klausulen, at de respektive entreprenører skulle sikre, at deres medarbejdere og underentreprenørers medarbejdere, som udførte arbejde under entreprisen, fik løn og arbejdsvilkår, som ikke var mindre gunstige end det, som var gældende i henhold til en overenskomst indgået mellem de mest repræsentative parter indenfor det pågældende faglige område.
Parterne havde inden og efter indgåelse af underentreprisekontrakten haft flere drøftelser vedrørende blandt andet forståelsen af arbejdsklausulen, og hovedentreprenøren havde i den forbindelse fremsendt en mail med hovedentreprenørens forståelse af klausulens krav til lønniveau, arbejdstid mv.
Den spanske underentreprenør udførte i perioden den 1. april 2019 – 10. oktober 2019 den aftalte entreprise. I august 2019 var der drøftelser mellem hovedentreprenøren og den spanske entreprenør om medarbejdernes løn mv. I denne forbindelse fremsendte den spanske entreprenør alt det materiale – ansættelseskontrakter, timesedler, lønsedler mv. – som hovedentreprenøren ønskede. Den 7. oktober 2019 orienterede hovedentreprenøren for 1. gang den spanske entreprenør om, at hovedentreprenøren mente, at underentreprenøren havde handlet i strid med arbejdsklausulen og derfor skulle betale en konventionalbod.
Kravet
Hovedentreprenøren gjorde under sagen gældende, at den spanske underentreprenør ikke havde betalt løn og givet arbejdsvilkår i henhold til den relevante overenskomst indgået mellem de mest repræsentative parter på området. Hovedentreprenøren rejste derfor krav om betaling af konventionalbod med 10.000 kr. per medarbejder per dag fra den 1. dag, hvor den spanske underentreprenør efter hovedentreprenørens opfattelse havde betalt for lidt i løn, og helt frem til det tidspunkt, hvor den spanske underentreprenør ifølge hovedentreprenøren betalte den korrekte løn til de spanske medarbejdere. Hovedentreprenøren opgjorde bodskravet til mere end 66 mio. kr., men af processuelle og økonomiske grunde begrænsede hovedentreprenøren sagen til ca. 14 mio. kr.
Den spanske underentreprenør havde anlagt voldgiftssagen med krav om, at hovedentreprenøren skulle betale udført arbejde med ca. 493.000 euro (kravet var reduceret under sagens forberedelse som følge af et delforlig vedrørende entrepriseretlige mangel- og forsinkelseskrav). Hovedentreprenøren var enig i opgørelsen af kravet, men påstod frifindelse med henvisning til, at hovedentreprenørens bodskrav, som følge af manglende overholdelse af arbejdsklausulen, skulle modregnes i underentreprenørens krav. Hovedentreprenøren rejste herudover et krav på ca. 10 mio. kr. som følge af underentreprenørens brud på arbejdsklausulen.
Hele sagen stod og faldt altså med, om den spanske underentreprenør havde handlet i strid med arbejdsklausulen, og om hovedentreprenøren derfor kunne rejse krav om betaling af den krævede bod – eller eventuelt et mindre bodsbeløb.
Som et kuriosum havde hovedentreprenøren undladt at betale sikkerhed for voldgiftsnævnets behandling (hovedentreprenøren mente ikke, at de som indklagede var forpligtet til at indbetale depot), og underentreprenøren måtte derfor betale såvel sin egen som modpartens sikkerhed. På vegne af den spanske underentreprenør gjorde SIRIUS advokater gældende, at den manglende betaling af sikkerhed var uberettiget, og at hovedentreprenøren derfor skulle betale renter af beløbet til den spanske underentreprenør.
Afgørelsen
Voldgiftsretten udtalte indledningsvis vedrørende fortolkningen af arbejdsklausulen, at formålet med en arbejdsklausul er at beskytte den danske arbejdsmarkedsmodel, herunder at beskytte danske lønmodtagere mod billig arbejdskraft fra udlandet og danske virksomheder mod urimelig konkurrence fra udlandet. Formålet med en arbejdsklausul er således ikke at sikre den enkelte lønmodtagers lønkrav, men at sikre, at udenlandske virksomheder ikke bidrager til social dumping i Danmark.
Herudover slog voldgiftsretten fast, at karakteren af en arbejdsklausul indebærer, at den, der er berettiget efter arbejdsklausulen (forstået som den, der har krav på betaling af konventionalbod ved manglende overholdelse af arbejdsklausulen, hvilket ofte vil være bygherren, men som også, som i den konkrete sag, kan være hovedentreprenøren), loyalt skal bidrage til, at den forpligtende kan overholde klausulen.
Efter de indledende bemærkninger om fortolkningen af arbejdsklausulen forholdt voldgiftsretten sig konkret til de påståede overtrædelser og kom i den forbindelse frem til, at den spanske underentreprenør ved betaling af løn til de spanske medarbejdere havde fulgt den forståelse af lønniveauet, som hovedentreprenøren havde oplyst om efter entrepriseaftalens indgåelse. Voldgiftsretten fandt endvidere, at underentreprenøren kun i ganske få tilfælde havde udbetalt mindre i løn i forhold til det, som hovedentreprenøren havde vejledt om.
Selvom voldgiftsretten således kom frem til, at der var enkelte overtrædelser af arbejdsklausulen, blev den spanske underentreprenør frifundet for konventionalbodskravet. Voldgiftsretten fandt, at hovedentreprenøren havde modtaget dokumentation for den løn, som underentreprenøren udbetalte til sine ansatte, uden at hovedentreprenøren havde bemærkninger til dette, ligesom hovedentreprenøren havde været vidende om, at underentreprenøren var af den opfattelse, at de overholdt kravene i arbejdsklausulen. På trods af hovedentreprenørens viden om både lønniveau, underentreprenørens opfattelse af at betale korrekt løn og kendskab til, at bygherren mente, at der blev betalt for lidt i løn, reklamerede hovedentreprenøren først, da entreprisen nærmede sig sin afslutning. Under disse omstændigheder havde hovedentreprenøren været forpligtet give et rimeligt varsel, hvis de ville håndhæve arbejdsklausulen og kræve bod.
Hovedentreprenøren havde ikke givet dette rimelige varsel og havde derfor fortabt retten til at håndhæve arbejdsklausulen, gøre misligholdelse gældende og kræve konventionalbod.
Vedrørende underentreprenørens påstand om betaling af rente af den del af sikkerheden for omkostningerne til voldgiftssagens behandling, som hovedentreprenøren havde afvist at betale, udtalte voldgiftsretten, at den manglende betaling var en bevidst og ubegrundet betalingsvægring, der indebar en grov tilsidesættelse af procedurereglerne. Hovedentreprenøren blev derfor pålagt at betale rente af depotet.
Kendelsens betydning
Med kendelsen slår voldgiftsretten fast, at arbejdsklausuler i entreprisekontrakter skal behandles på samme måde som andre vilkår i entreprisekontrakter (og andre erhvervsmæssige kontrakter).
Det vil sige, at arbejdsklausulens vilkår skal være klart og entydigt formuleret, at entreprenøren kan lægge de oplysninger til grund, som denne har modtaget fra bygherren (eller (hoved)entreprenøren), og at parterne skal overholde de almindelige pligter, der gælder i entrepriseforhold/kontraktforhold, herunder navnlig loyalitetspligten og reklamationspligten.
Det anførte fremgår af, at voldgiftsretten ved vurderingen af, om arbejdsklausulens krav til mindsteløn var overholdt, tog udgangspunkt i den vejledning, som hovedentreprenøren havde givet, og ikke i den gældende overenskomst, hvor lønniveauet var højere. Hovedentreprenøren havde således ansvaret for, at de oplysninger, denne gav den spanske entreprenør, var korrekte, også selvom hovedentreprenøren ikke havde været forpligtet til at vejlede underentreprenøren.
Det er SIRIUS advokaters opfattelse, at kendelsen viser, at retten til at kræve konventionalbod, i hvert fald i visse situationer, er betinget af, at der var givet et rimeligt varsel, helt på linje med retsstillingen ved dagbod i anledning af forsinkelse. I hvert fald i de situationer, hvor entreprenøren er i god tro med hensyn til overholdelse af arbejdsklausulen, og hvor hovedentreprenøren vidste eller burde vide dette, er en entreprenør således ikke forpligtet til at betale konventionalbod fra det tidspunkt, hvor en arbejdsklausul er overtrådt, men først fra det tidspunkt, hvor underentreprenøren gøres opmærksomhed på overtrædelsen.
Endelig slås det med kendelsen fast, at bygherren har et medansvar for at sikre arbejdsklausulens overholdelse og således aktivt og loyalt skal arbejde sammen med entreprenøren om at beskytte den danske arbejdsmarkedsmodel.
Sidst men ikke mindst: Har man indgået en voldgiftsaftale, har man også forpligtet sig til at følge voldgiftsnævnets procedureregler. Nægtelse af at indbetale depot er således en grov tilsidesættelse af voldgiftsaftalen.
Sagen blev for underentreprenøren varetaget af advokat Helle Nøhr Larsen og advokat Janus Schädler Honoré, begge SIRIUS advokater. Begge kan kontaktes vedrørende spørgsmål om kendelsen eller arbejdsklausuler.
