SIRIUS advokater inviterer til gå-hjem-møde om den nye ansættelsesbevislov mandag den 19. juni 2023 kl. 15.00-17.00.
Den 1. juli 2023 træder den nye lov om ansættelsesbeviser og visse ansættelsesvilkår i kraft. Loven indebærer blandt andet en udvidelse af kravene til indholdet af ansættelseskontrakter, og loven indeholder derudover en række minimumsrettigheder for medarbejdere, som ikke tidligere har været reguleret ved lov.
For mange arbejdsgivere vil det med den nye lov være aktuelt at gennemgå sine standardkontrakter for ansættelser og sikre sig, at de fra 1. juli lever op til den udvidede oplysningspligt. Med reguleringen af visse arbejdsvilkår er det også vigtigt, at man som arbejdsgiver sikrer sig, at alle medarbejdere – nuværende som kommende – er ansat på vilkår, som er i overensstemmelse med de nye minimumsrettigheder.
SIRIUS Advokater har tidligere skrevet en nyhed den nye ansættelsesbevislov, som kan læses her
Gå-hjem-mødet giver et overblik over nyskabelserne og dykker ned i reglernes praktiske og faktiske indhold og betydning for både nuværende og kommende medarbejderes ansættelsesvilkår og -kontrakter.
Oplægsholder er advokat Helle Nøhr Larsen .
Oplægget henvender sig til alle som beskæftiger sig med arbejds- og ansættelsesret, men er særligt relevant for arbejdsgivere.
Tid og sted
Gå-hjem-mødet afholdes mandag den 19. juni 2023 kl. 15.00 – 17.00 hos SIRIUS Advokater på Dampfærgevej 10, 2. sal, 2100 København Ø.
Tilmelding skal ske til arrangement@siriusadvokater.dk senest mandag den 12. juni 2023.
Deltagelse er gratis.